Batterier – et had / kærlighedsforhold

Jeg var godt sur, da jeg i morges ville i gang med at slå græsplænen. Min havetraktor ville bare ikke starte. Batteriet var helt dødt, så der var ingen muligheder for at få maskinen i gang med det samme. Men heldigvis kan sådan nogle blybatterier jo oplades igen, og i bilen har jeg altid et sæt startkabler liggende, så jeg regnede med hurtigt at kunne ordne problemet.

Lige indtil det gik op for mig, at batteriet på min havetraktor er et 6 volts batteri, mens bilen kører med 12 volt, så jeg ville formentlig ødelægge en hel masse på havetraktoren, hvis jeg satte 12 volt til den.

Så jeg måtte vente med at få slået græsplænen. Jeg var i dårligt humør over det, for min havetraktor er ikke en gang to år gammel, så det er for ringe, at batteriet ikke holder længere, tænkte jeg.

Men så var heldet med mig, for min nabo kom uden for, og jeg nævnte henkastet mit problem for ham. Jamen, jeg har en lader, der kan oplade både 6 og 12 volts batterier, så den kan du da bare låne, sagde han. Det var dejligt, og efter en halv times opladning kunne min havetraktor startes uden problemer, og jeg kunne komme i gang med at slå vores græsplæne.

Mens jag sad på traktoren og slog græsset, besluttede jeg mig for, at jeg selv ville købe sådan en lader. Så kan jeg også bruge den til bilens batteri, som om vinteren godt kan virke en smule trægt i det, når det er rigtig koldt. Det er netop af den grund, at jeg altid har et sæt startkabler liggende i bilens bagagerum.

Det var som altid en fornøjelse at slå græsplænen, for man sidder jo bare og slapper af på sådan en havetraktor, og jeg tænkte tilbage på tiden, før jeg købte min havetraktor. Den gang gik jeg og skubbede min almindelige motorplæneklipper, og da vores græsplæne er temmelig stor – godt og vel 800 kvadratmeter – var det faktisk noget af et stykke arbejde.

Det var egentlig min kone, der foreslog at jeg købte en havetraktor. Jeg tror nok, at hun havde lidt ondt af mig, når jeg traskede bag efter plæneklipperen. På det tidspunkt var de moderne robotplæneklippere ganske nye på markedet, men jeg havde ladet mig fortælle, at de ikke slog græsset særligt pænt, så den løsning fravalgte jeg.

Siden er jeg blevet klogere, for vores genbo købte sådan en sidste år, og hans plæne er absolut meget flot og altid tætklippet, for han har programmeret robotten til at slå plænen to gange om ugen. Det gør den helt automatisk. Når den ikke er i brug, står den i sin ladestation og får energi til de genopladelige batterier, og når det forprogrammerede tidspunkt så indtræder, kører robotten selv ud fra ladestationen og begynder sit arbejde.

Men nu har jeg jo altså købt en havetraktor, så af økonomiske grunde er jeg nok nødt til at slå enhver tanke om en robotplæneklipper ud af hovedet. Men bare jeg ikke får flere drillerier med batteriet, gør det heller ikke noget.